
It-mediet ComON har udgivet en historie om et sikkerhedshul i iOS, altså styresystemet på iPhones, iPods og iPads. Som det normalt er tilfældet, når det gælder sikkerhedshistorier relateret til mobile applikationer, er det app-rettigheder, der er i fokus – altså hvilke data en app kan få adgang til eller ej.
Det er tidligere kommet frem, at populære applikationer til iPhone er i stand til at kopiere telefonens adressebog og sende oplysningerne tilbage over nettet.
Nu går problematikken så på, at mobil-applikationer også kan tiltuske sig adgang til dine private billeder, hvis du har givet tilladelse til, at applikationen kan bruge din aktuelle placering. Endnu er det dog ikke klart, om der findes apps på App Store, der udfører den noget tvivlsomme handling.
Eftersom fotobiblioteket indeholder såkaldte geo-tags – i dette tilfælde geografiske koordinater, tidspunkt og dato – kan billederne i teorien bruges til at kortlægge din færden.
Så selv om Apple screener alle apps, inden de kommer med i App Store, er der god grund til at være påpasselig, når du giver apps rettigheder til at indsamle data.

