Det behøver langt fra altid være en raffineret trojaner, der forsøger at stjæle penge fra netbankkunder. En mere basal phishing-mail kan også medføre, at betragtelige summer ender i lommerne på lyssky it-kriminelle.
Vi har netop konstateret, at en ny byge af phishing-mails går efter Nordea-kunder. Med teksten: “Kære kunde Nordea, du har 1 New Security besked! Du har modtaget denne fil, fordi din Nordea konto er blevet midlertidigt suspenderet”, forsøger svindleren at lede dig ind på et phishing-site, hvor du skal indtaste fornavn, efternavn, kreditkortnummer, udløbsdato, sikkerhedskode samt de sidste fire cifre i dit cpr-nummer.
Linket fører til internetadressen “ercboxoffice.com”, der lader til at være hacket, og fører dernæst til en tysk adresse – “historische-bilder-dresden.de”, som ligeledes er blevet kompromitteret, og det er lykkedes svindlerne at placere den falske Nordea-side her.
Det farlige ved det aktuelle phishing-forsøg er, at sproget er et nogenlunde korrekt dansk, og topbanneret kan måske overbevise nogle brugere om, at Nordea står bag. Internetadressen bør dog få alarmklokkerne til at ringe. Generelt vil banker aldrig kontakte deres kunder direkte via mail, men benytter eget beskedssystem. Hvis du er i tvivl, så ring til din bank.
Har du erfaringer med phishing-mails, der vil franarre dig penge, så tøv ikke med at dele dem herunder.

